Niklas brugte sine sabbatår på en fabrik, nu læser han til produktionsingeniør

Der er mange veje ind til en ingeniøruddannelse på VIA. Nogle kommer direkte fra gymnasiet, og andre har mange års erfaring fra arbejdsmarkedet. For den 24-årige produktionsingeniørstuderende, Niklas, var det en mellemting.

Niklas Engelstock står foran fabrik 4.0

Efter at han blev færdig med gymnasiet, besluttede Niklas sig for at tage sabbatår på en fabrik. Èt år blev til tre inden han besluttede sig for at videreuddanne sig. Han havde aldrig været helt sikker på, hvad han ville læse, men de erfaringer han fik fra fabrikken satte tankerne i gang om, hvordan man kunne forbedre processer og effektivisere arbejdet.

”Jeg sad og tænkte – hvad skal jeg nu? Jeg syntes, at det var spændende at arbejde på fabrikken, men man kunne jo lave så meget mere.” Fortæller Niklas  ”Jeg kiggede på VIAs hjemmeside og fandt uddannelsen til produktionsingeniør. Jeg var lidt skeptisk til at starte med, fordi jeg tænkte at ingeniør lyder som en hardcore nørd. Men så læste jeg mere om det, og synes det lød interessant.”

En produktionsingeniør er en generalist indenfor sit felt, og uddannelsen åbner derfor dørene til mange typer jobs, når man er færdiguddannet. Udover de ingeniørfaglige fag undervises der i alt fra økonomi og udvikling til markedsføring og salg. Man kommer dermed til at agere som et bindeled mellem de forskellige dele af produktionskæden, der kan oversætte på tværs af fagligheder.

En produktionsingeniør lærer lidt af det hele – mennesker, maskiner og ledelse

Det var muligheden for at kunne kombinere alle disse elementer, der tiltrak Niklas til uddannelsen. Her kunne han kombinere sin interesse for mennesker, med passionen for teknik ”En produktionsingeniør lærer lidt af det hele – mennesker, maskiner og ledelse. Du kan eksempelvis oversætte fra softwareingeniøren til den ufaglærte fabriksarbejder eller direkte til ledelsen. Man får en forståelse for det hele.”  

Derfor valgte han at hoppe i med begge ben.

Teori og praksis der går op i en højere enhed

Det var noget helt andet at læse på en videregående uddannelse end det at gå på gymnasiet. Der var mere frihed men også mere ansvar for at få sit arbejde færdigt til tiden. Heldigvis var der hjælp at hente. På VIA foregår undervisningen på små hold i modsætning til universitets store forelæsninger. Derfor var der også tid og plads til at stille spørgsmål, og få alle godt med, selvom man kan have meget forskellige baggrunde.

”Jeg havde en forventning om, at en videregående uddannelse ville være svær. Men det hele gik stille og roligt, og man bliver samlet op på det første semester. Jeg var også virkelig positivt overrasket over den måde undervisningen blev sammensat på.” Siger Niklas.

Med de konkrete opgaver, som studerende får på studiet, blev det også nemt for ham at bruge sine erfaringer fra fabrikken aktivt fra dag et. Der følte Niklas at teori og praksis gik op i en højere enhed. ”Til at starte med synes jeg, at det var svært, at man bare fik et problem i hovedet som man skulle løse. Men det gik hurtigt op for mig, at det var ret fedt, for pludselig forstod jeg hele problemstillingen. De erhvervsrettede cases gav stor værdi fordi vi kunne bruge vores teori på virkeligheden, og få en fornemmelse for hvordan teorien fungere i praksis”

Og når teori var en firkant og virkeligheden en cirkel, var der heldigvis også hjælp at hente. ”Underviseren var tæt på os, så vi kunne nemt få besvarede spørgsmål. Men det kunne man også med sin klasse, for man kendte dem alle og deres styrker. Der opstod hurtigt venskaber, fordi vi var så kompakte.”

Det sociale fylder også rigtig meget for Niklas og hans studiekammerater. Som følge af uddannelsens opbygning - med mange cases og samarbejde - kommer man hinanden ved. Selvom nogle kommer direkte ind med studenterhuen på og andre med hårdhudede håndværkerhænder, er der et stærkt sammenhold, og de mødes ofte for at se fodbold eller spise sammen.

Jobmuligheder uanset hvad

Aktuelt går Niklas på 6. semester. Da uddannelsen til produktionsingeniør tager 3,5 år, har han et enkelt semester tilbage efter dette. Han har endnu ikke besluttet sig for, hvad han vil når 7. og sidste semester er afsluttet. Noget af det der tiltrak ham til uddannelsen, var muligheden for at kunne være færdig efter bacheloren, og have mange jobmuligheder. Men han kan også vælge at søge videre, læse en kandidat og specialisere sig yderligere.

Uanset hvad han vælger, ved han allerede, hvad han gerne vil arbejde med. ” Jeg drømmer om at arbejde med ledelse. Det er så spændende at arbejde med forskellige mennesker og kombinere det med teknologi. Så får jeg det, jeg brænder for ift. at finde tekniske løsninger og arbejde med kompetente mennesker og implementere løsninger, der kan gavne virksomheder.”

Niklas’ gode råd til andre, der overvejer at læse til produktionsingeniør

  • Spring ud i det! Du skal ikke sidde derhjemme og overveje, om det er det rigtige. Du skal bare prøve - det værste der kan ske er, at du finder ud af, at det ikke er det rigtige. Hvis du er generalist og synes det er spændende at arbejde med mange forskellige ting, så er produktionsingeniør en god uddannelse for dig.

     

  • Hvis du er i tvivl, så prøv at kom med ud på skolebænken en dag, og oplev på egen krop hvad det vil sige at være produktionsingeniør. Det kan du gøre med VIAs tilbud om at være studerende for en dag – læs mere her.

Mød flere studerende og færdiguddannede